Lindved - Mulighedernes By


Go to content

Ansøgning om udviklingsstøtte

Fremtiden???

Udskriv siden

Sindbjerg Sogns Lokalråd

Ansøgning om støtte til lokalområdeudvikling

Til Temaudvalget i Hedensted Kommune.

Vedr. Lokalområdeudvikling i Lindved.

Sindbjerg Sogns Lokalråd ansøger hermed om, at Lindvedområdet må komme i betragtning, når Temaudvalget beslutter, hvilke lokalområder, der skal have tildelt midler til lokalområdeudvikling i 2008.
Der har været afholdt to velbesøgte borgermøder om Lindveds udvikling. På det første møde, der blev afholdt den 21. marts 2006, fik deltagerne lejlighed til på et såkaldt drømmeværksted at fremsætte ønsker og forslag, og det var på dette møde, man besluttede at nedsætte et lokalråd for området. På det næste møde, som blev afholdt den 17. september 2007, blev ønskerne fra drømmeværkstedet taget op igen sammen med nye forslag og ønsker. Samtidig fik deltagerne lejlighed til at drøfte, hvilke værdier man mener, at udviklingen i området skal hvile på. Det følgende er en konklusion af drøftelserne på møderne.

Beskrivelse af områdets styrker, svagheder, muligheder og trusler:
Der eksisterer en lang række foreninger med gode tilbud til byens forskellige befolkningsgrupper. Foreningerne har forholdsvis god opbakning, men det kan være vanskeligt at rekruttere nye medlemmer til foreningernes bestyrelser.
Der er også en række velfungerende institutioner i byen, men der er på nuværende tidspunkt mangel på dagplejepladser til småbørn.
Byen er præget af sine landlige omgivelser. Det giver et trygt miljø for børn og unge at vokse op i, men der mangler et mødested for den kategori af børn og unge, der ikke deltager i spejdernes, idrætsforeningens og Indre Missions tilbud, og dette kan på sigt resultere i flere utilpassede unge.
Byens beliggenhed tæt ved Vejle og Trekantsområdet gør den til et attraktivt bosted, men der er på nuværende tidspunkt ingen ledige byggegrunde, og der mangler en samlet plan over, hvordan byen skal udvikle sig.
Den korte afstand til forretnings - og kulturtilbuddene i Vejle kan medføre manglende opbakning til lokale arrangementer og handlende, så Lindved på denne måde bliver en "soveby", hvor beboerne ikke handler lokalt og ikke involverer sig i det lokale foreningsliv.
Der er på nuværende tidspunkt meget få rekreative områder i byens nærhed, men der er gode muligheder for at råde bod herpå.

På baggrund heraf har lokalrådet udarbejdet følgende vision for byens udvikling:
Lindved skal være en by, som beboerne er stolte af og glade for at bo i, så flest mulige får lyst til og mod på at engagere sig i byens sociale liv.
Byen skal omkranses af skovområder med stisystemer, hvor beboerne kan få naturoplevelser og motion.
Det eksisterende gode foreningsliv skal bevares og gerne udbygges til gavn for sammenholdet mellem byens borgere og til styrkelse af børns, unges, voksnes og ældres sundhed og trivsel.
Det skal være sikkert for bløde trafikanter at færdes i byen, så forældrene trygt kan lade deres børn gå eller cykle til skole og fritidsaktiviteter.
Der skal være et vist antal ledige byggegrunde i forskellige størrelser og prisklasser, så der kan ske en løbende tilflytning af nye borgere til byen. Der skal på sigt etableres et centerområde i bymidten.
De nuværende gode institutioner som børnehaven, skolen og plejehjemmet skal bevares og udbygge i takt med behovet.
Der skal til stadighed være mulighed for udstykning af grunde til håndværksvirksomheder og små industriforetagender. Ved byens udbygning skal der tages hensyn til de omkringliggende landbrugsbedrifter, så de fortsat kan fungere som produktionsvirksomheder.

Det er lokalrådets opfattelser, at der er mange muligheder i Lindved, men det kræver rettidig omhu at få dem udnyttet. Det er denne proces rådet hermed søger støtte til.

Lindved, den 18. februar 2008

Med venlig hilsen

Mogens Ingemann Thomsen,
formand for Sindbjerg Sogns Lokalråd.
____________________________________________________

Ressourceopgørelse

Lokalrådet begyndte sin virksomhed med at udarbejde en opgørelse over de ressourcer, der findes i lokalområdet. Opgørelsen skal tjene som udgangspunkt for rådets videre arbejde, men hensigten er desuden at udarbejde en folder, der skal oplyse nye beboere om, hvad byen kan tilbyde.

Beliggenhed og trafikale forhold.
Lindved ligger attraktivt med kun 5 kilometer til motorvej E-45. I 2012 vil en ny motorvej fra Herning mod Vejle være anlagt i nærheden af byen. Der er busforbindelse med timedrift til Vejle, Tørring, Uldum og Rask Mølle. Der er cykelsti til Vejle og til Ølholm.
Byens beliggenhed betyder, at der er kort vej til uddannelsesinstitutioner. Der er gymnasium i Tørring. I Vejle er der handelsskole, teknisk skole og gymnasier. Her er der også mange muligheder for voksenuddannelse på VUC. I de omkringliggende byer er der tilbud om kulturelle oplevelser som teater, musik og biograf. Her er der også rige muligheder for at handle i såvel supermarkeder som i specialbutikker.

Lokalrådet for Sindbjerg Sogn.
Lokalrådet består af en repræsentant for de foreninger, institutioner og erhverv i sognet, som ønsker at deltage i rådets arbejde. Rådets opgave er at arbejde for lokalområdets sammenhold, identitet og trivsel, at repræsentere området i forhold til kommunen og anden myndighed, samt være høringspart i forbindelse med offentlige planer og aktiviteter. Desuden er det rådets opgave på baggrund af ønsker fra beboere, foreninger, institutioner og erhverv i lokalområdet at udarbejde og prioritere forslag angående områdets udvikling. Rådet udpeger en repræsentant til det fælles landdistriktsråd for Hedensted Kommune.
På hjemmesiden www.sindbjergsogn.dk er der links til alle lokale foreninger og institutioner samt til relevante kommunale institutioner.
Desuden er der her en kalender, hvor interesserede foreninger og institutioner kan få påført arrangementer, så man kan følge med i, hvad der sker i byen.

Tingparken.
Tingparken er et rekreativt område, som ligger på Gl. Landevej lige over for plejehjemmet. Parken blev indviet i 1998 og er siden flittigt blevet benyttet af byens borgere.

Boliger.
Boligmassen består af en blanding af parcelhuse, andelsboliger og lejeboliger i mange forskellige størrelser og udformninger. I forbindelse med plejehjemmet er der opført en række særdeles gode beskyttede ældreboliger

Handel og erhverv
I "Dagli' Brugsen" har byen en god dagligvarebutik, som har åbent alle ugens 7 dage. Her er også posthus og apoteksudsalg, samt opslagstavle til formidling af, hvad der sker i byen.
Som det fremgår af nedenstående oversigt er der desuden efterhånden kommet en lang række service- og industrivirksomheder til byen, som har givet mange nye, lokale arbejdspladser.

Oversigt over erhvervsvirksomheder

Viborg Hovedvej:
Sjørens Rast
Statoil Servicecenter og cafeteria
Ny Agersbølvej:
Dania Bilmotel
Lindevej:
Brdr. Plagborg ApS Maskinudlejning
Cargo Express Speditionfirma
Hurup Møbelsalg A/S
HN Isolering v/ Michael Staun
Lindved El A/S
Bilcentret Lindved v/Johs. Bech
Danisol Teknisk Isolering ApS
Rommes Ager:
Karosserigården
Rommesvej:
Dan Link Byg
Fuglsang Bus og Last
KSL Grøn Service
Gl. Landevej:
Bekan Farver og Tapeter A/S
Lindved Containerservice
Lindved Sognegård
Mor's Bikes
Lars Hansen Automobiler
Mie Nielsen Akupunktør og Zoneterapeut
Højtoftevej:
Klinik for fysiologisk massage Helga Rønsholt
Langemarksvej:
Revisionsfirmaet Leo Pedersen
Salon Corner
Skanderborgvej:
Heidis Hårbutik
Sindballevej:
Mekasign Reklame ApS
Peter Andreasen's Automobiler
Lindved Autoservice I/S
Birkevænget:
Vognmand Hans Henrik Bentsen
Lindved Køleservice
Tacodan Byggematerialer A/S
DHS Møbeleksport
Birkevej:
Dyrlæge Bjarne Høj
Birkesalonen
Sadelmagergården
Agersbølvej:
BT Ost
Lindved Knallertcenter
Solcenter og Frisør
Lindved Radio og TV
Dagli' Brugsen
Ny Agersbølvej:
Agro Service Scandinavien ApS

Institutioner
Børnehaven "Eventyrhaven"
De 3 - 5-årige børn kan komme i børnehaven "Eventyrhaven", som er en moderne indrettet institution. Før 3-årsalderen kan børnene blive passet hos en af de kommunalt ansatte dagplejemødre. Der er pasningsgaranti.
Læs mere på www.eventyrhavenilindved.dk

Lindved Skole.
En velfungerende skole opdelt i tre trin. Helhedsskolen for 0.-3. klasse med skolefritidsordning i umiddelbar tilknytning. Mellemtrinnet for 4. - 6. klasse og overbygningen for 7. - 9. klasse sammen med Uldum Skole.
Læs mere på www.lindved-skole.skoleintra.dk

Sindbjerg Kirke.
Menighedsrådet tilbyder i samarbejde med sognepræsten kirkecafe, kirkens voksen-arbejde og fælles sogneaften.
Menighedsrådet udgiver et kirkeblad hvert kvartal med oplysninger om gudstjenester og aktiviteter med tilknytning til kirken.
Læs mere på www.sindbjergkirke.dk

Pensionisthøjskolen.
Pensionisthøjskolen tilbyder foredrag, rejser, studiekredse, sangkor, gymnastik, stavgang og bowling, alt sammen kombineret med socialt samvær for kommunens pensionister. Der er sædvanligvis stor tilslutning til højskolens arrangementer.

Plejehjemmet "Højtoften".
Her er en plejeafdeling, en række ældreboliger og et center, hvor der arrangeres forskellige aktiviteter. Centeret udgiver en husavis, som udkommer hver anden måned, og som bl.a. indeholder oplysninger om hvilke aktiviteter, der foregår på Højtoften. Som støtte for plejehjemmet blev foreningen "Højtoftens Venner" grundlagt i 1985, og denne forening er stadig særdeles aktiv.

Lindved Vandværk.
Er et privat vandværk, hvor de tilsluttede husstande har indflydelse på driften. Det er et veldrevet vandværk, som tilbyder billigt og godt vand til beboerne.
Læs mere på www.lindved-vandværk.dk

Foreninger:

Lindved Gymnastikforening
Er en meget aktiv forening med et stort udbud af aktiviteter for både børn og voksne bl.a. fodbold, håndbold, badminton, tennis, volleyball, petanque og gymnastik.
Læs mere på www.lindved-gf.dk

KFUM - spejderne i Grejs-Lindved.
Spejderne har i Lindved til huse i kælderen under Lindved Skole. Her er der et samlingslokale, 4 patruljerum, køkken, depot og et lederrum. Grejs-Lindved gruppen har et højt aktivitetsniveau med ca. 90 medlemmer og en bestyrelse på 7 forældre.

Indre Mission.
Indre Mission i Lindved har til huse i missionshuset på Gl. Landevej.
Foruden ugentlige møder for voksne har Indre Mission følgende klubber: Børneklubben "Spiren" for 4 - 8 år. Juniorklubben for 3. til 6. klasse. Teenklubben for 7. til 9. klasse og et ungdomsarbejde (IMU) fra 16 år til 25 år.
Læs mere på www.lindved-im.dk

Lindved Sognegårdsforening
Foreningens formål er at styrke det folkelige fællesskab i Lindvedområdet ved afholdelse af kulturelle arrangementer, fester og underholdning, samt at virke som igangsætter for ideer og initiativer, der gør det mere attraktivt at være borger i Lindved. Sognegårdforeningens bestyrelse udleverer hvert år foreningens program til alle husstande i Lindved. Foreningens aktiviteter foregår på Lindved Sognegård.
Læs mere på www.sindbjergsogn.dk.

Foreningen "Lindved Sognegård".
Foreningens bestyrelse står for Sognegårdens vedligeholdelse og ansætter en vært til at tage sig af den daglige drift.
Henvendelse på tlf. 75 85 11 84.

Lindved Hallen
Selvejende institution med en bestyrelse, der står for hallens drift og vedligeholdelse. Bestyrelsen ansætter en halbestyrer, som tager sig af den daglige drift af hallen. Hallen benyttes af Lindved Skole i forbindelse med idrætsundervisningen, samt af Lindved Gymnastikforening og andre idrætsforeninger til udøvelse af indendørs idræt. I hallens kælder er der indrettet skydebaner. Desuden er der indrettet lokaler, som kan benyttes i dagtimerne af ældre borgere til forskellige spil og socialt samvær.
Henvendelse på tlf. 75 85 14 99

Sindbjerg Sogns Lokalhistoriske Forening.
Foreningen har til huse i lokalhistorisk arkiv på Sognegårdsvej 3. Her findes et righoldigt materiale om Sindbjerg Sogn og Lindveds historie.
Materialet har dannet grundlag for bogen "Historien om Lindved", som kan købes i Dagli´ Brugsen i Lindved.

Fællesantenneforening.
Foreningen driver byens fælles antennenet. Der er mulighed for efter ønske at modtage to forskellige programpakker. Medlemmerne har indflydelse på programvalget. Foreningen tilbyder også billig internetforbindelse og IP telefoni til sine medlemmer. Desuden tilbydes trådløs internetforbindelse til områder, som ikke er dækket af fællesantennen.
Læs mere på www.lindved.tuknet.dk

______________________________

Værdidefinition
Der har været afholdt to velbesøgte borgermøde. På det første møde, der blev afholdt den 21. marts 2006, fik deltagerne lejlighed til på et såkaldt drømmeværksted at fremsætte ønsker og forslag til Lindvedområdets udvikling. Det var på dette møde, man besluttede at nedsætte et lokalråd for området. På det næste møde, som blev afholdt den 17. september 2007, blev ønskerne fra drømmeværkstedet taget op igen sammen med nye forslag og ønsker. Forslagene blev delt op i nedenstående fem kategorier, og deltagerne fik til opgave at drøfte spørgsmålet: Hvorfor lægger vi vægt på disse forslag? Resultatet heraf blev samlet, og hovedpunkterne er gengivet herunder.

1. Natur og miljø.
Det vil være værdifuldt med mere natur, skov og sø ved byen, fordi det giver byens borgere mulighed for motion og naturoplevelser. Skovrejsning og anlæg af søer og stier i forbindelse med den planlagte Lindved Skovby, samt naturgenopretning med skovrejsning og stier ved Allesdam vil kunne bidrage hertil.
Det vil være værdifuldt med en fælles indsats for et renere miljø i byen, så den kan fremstå ren og ryddelig.
Det vil være værdifuldt, at den kommende motorvej belægges med støjdæmpende asfalt, og at der anlægges støjvolde langs vejen, hvor denne ikke er nedgravet, så støjforurening af byen undgås.

2. Offentlig service.
På børne- og ungeområdet vil det være værdifuldt at pasningsmuligheden for småbørn udvides med en vuggestue i forbindelse med børnehaven eller med en udvidelse af stordagplejen. Det vil ligeledes være værdifuldt at bevare børnehaven og skolen, for at gøre Lindved til fortsat at være et attraktivt sted at bo for børnefamilier. Det vil også være værdifuldt at få oprettet en junior- og ungdomsklub for at øge stabiliteten blandt byens ungdom og derved undgå mange problemer.
På ældreområdet er det værdifuldt at bevare og udbygge pensionisthøjskolen og aktiviteterne på centeret på plejehjemmet, fordi det sociale samvær her har stor betydning for de ældres trivsel og velvære. Det vil ligeledes være værdifuldt at bevare og udbygge plejehjemmet og de tilknyttede ældreboliger, idet det giver de ældre mulighed for at blive i nærmiljøet, også når de får problemer med at klare sig selv.
På infrastrukturområdet vil det være værdifuldt at få gennemført foranstaltninger til at øge trafiksikkerheden for de "bløde" trafikanter, fordi det eksempelvis vil kunne give børnene en sikker skolevej, så forældrene er trygge ved at lade dem gå eller cykle til skolen.
Det vil ligeledes være værdifuldt at Lindvedområdet får sit eget postnummer, idet det nuværende 7100 Vejle kan give mulighed for mange misforståelser, bl.a. når udrykningskøretøjer skal finde en adresse.

3. Erhverv.
Serviceerhverv og handel.
Det vil være værdifuldt at bevare Dagli´ Brugsen, og på længere sigt at få etableret en centerløsning omfattende det gamle mejeri, den gamle brugs og Birkegården med detailhandel og butikker kombineret med kontorer og boliger, fordi det er vigtigt for byens beboere - måske specielt de ældre beboere - at der er gode indkøbsmuligheder i byen.
Industri og landbrug.
Det er vigtigt at der fortsat er mulighed for udstykning af grunde til småindustri, fordi det vil kunne tiltrække arbejdskraft, og dermed medvirke til byens udvikling. Derimod finder lokalrådet det ikke vigtigt med udstykning af grunde til større industriforetagender. Det er ligeledes vigtigt, at der udlægges områder reserveret til landbrugsproduktion, lige som der udlægges områder til beboelse og industri, fordi områdets landmænd skal kunne investere i tryghed til, at de kan fortsætte produktionen.

4. Fællesskaber.
Det er værdifuldt at støtte, bevare og udbygge det gode foreningsliv, fordi det øger sammenholdet mellem byens borgere og styrker børns, unges, voksnes og ældres sundhed og trivsel. Det er ligeledes vigtigt at bevare og måske udvide Tingparken, idet den bliver flittigt benyttet af motionister, stavgængere og petanque spillere. Desuden er den et særdeles vigtigt samlingssted for byens beboere ved særlige lejligheder som Skt. Hans bål og friluftsgudstjenester.

5. Beboelse.
Det er vigtigt at der altid er et vist antal byggegrunde i forskellige størrelser og prisklasser til rådighed, idet byens udvikling afhænger af om der til stadighed sker en løbende tilgang af nye beboere.

Lokalrådets foreløbige ideer, ønsker og planer.
På borgermødet den 17. september 2007 blev der nedsat 5 udvalg til at arbejde videre med de fremkomne forslag og ønsker. Udvalgene og deres hidtidige arbejde beskrives kort herunder.

Infrastrukturudvalget.
Karen Hyldgaard, Peter Gravesen og Jens Henrik Nielsen.
Arbejdsopgaven omhandler veje, trafik og trafiksikring samt nyt postnummer til Lindvedområdet.
Udvalget har udarbejdet et forslag til en trafiksikkerhedsplan for Lindved. Forslaget er indsendt til de kommunale myndigheder i forbindelse med udarbejdelsen af en samlet trafiksikkerhedsplan for hele Hedensted kommune.
Udvalget har endvidere indsendt et begrundet forslag til Hedensted Kommune vedrørende nyt postnummer til Lindvedområdet.

Udvalg vedrørende Småbørnspasning.
Lene West Frederiksen og Karina Vester Hansen.
Arbejdsopgaven omhandler pasning af småbørn under 3 år herunder evt. oprettelse af vuggestue i forbindelse med børnehaven.
Udvalget har udarbejdet et forslag til afhjælpning af problemer med at skaffe tilstrækkeligt mange dagplejepladser til byens småbørn. Forslaget er indsendt til børne- og ungeudvalget i Hedensted Kommune.

Udvalg vedrørende unge.
Erik Lauridsen, Jens Henrik Nielsen, Arne Bentzen og Jan Friis.
Arbejdsopgaven omhandler bl.a. evt. oprettelse af en ungdomsklub.
Udvalget er i gang med at undersøge mulighederne.

Kommunikationsudvalget.
Jan Friis og Mogens Thomsen.
Der er udarbejdet en hjemmeside www.sindbjergsogn.dk, hvor der er links til alle lokale foreninger og institutioner samt til relevante kommunale institutioner. Her findes også oplysninger om lokalrådet og dets arbejde. Desuden er der her en kalender, hvor interesserede foreninger og institutioner kan få påført arrangementer, så man kan følge med i, hvad der sker i byen.
Udvalget er i gang med at fremstille en folder, der skal indeholde omtale af de foreninger og institutioner, der findes i byen og give nye borgere og personer, der påtænker at flytte til byen informationer om de gode tilbud, der er i Lindved.

Udvalg vedrørende byudvikling.
Karsten Jakobsen, Erik Lauridsen, Henrik Meldahl og Bent Poulsen.
Arbejdsopgaven omhandler bl.a. beboelse, serviceerhverv og handel samt industri og landbrug.
Udvalget har udarbejdet følgende foreløbige vision for byens udvikling:
Overordnet vision.
Understøtte og fastholde udviklingen i Lindved-området.
Vi ønsker adskillelse mellem fremtidig bolig- og erhvervsområde.
Vi tænker i zoner - andre steder konkret - eksempelvis omkring udvikling af bymidten.
Vi prioriterer og er medspiller.
Vi tænker også økonomi, men først visionært
Bymidten
3-4 interessante ejendomme som kan indgå i en udviklingsplan - som forretningsområde, delvis rekreativt.
Opkøb af ejendommene - evt. kommunal opgave
Projekter - kommunale - private el. offentligt privat partnerskab (opp)
Byplanarkitekter - der beskriver udviklingsmuligheden
Hvad koster det? - Kan vi skaffe midlerne til projektbeskrivelse
Boligområder
Området Agersbølvej/Ny Agersbølvej - evt. fremtidig boligområde - evt. storparceller - eller blandet bolig/erhverv.
Hvis Lindved Skovby - så evt. storparceller
Agersbølparken 2 - evt. flere andelsboliger (afhænger af anden udstykningsmulighed)
Skov/rekreativt område
Området v/skolen langs A 13 helt frem til Gl. Landevej - evt. udlægges til skov med stisystem og forbindelse til Tingparken
Forbindelse til Alles Dam - mere skov + idrætsanlæg mod vest før motorvejen
Industri
Primært mod syd - fra Ulkær og langs motorvejen el. A13 - måske Ny Agersbølvej sydvendte del.


SWOT -analyse:

Styrker Svagheder
Mange foreninger med god lokal
opbakning.

Gode institutioner.

Byens beliggenhed tæt ved Vejle og
trekantsområdet gør den til et attraktivt
bosted og udviklingsområde.

Landlige omgivelser, fred og ro og et
trygt miljø.
Det kan være vanskelligt at rekruttere
nye medlemmer til foreningernes
bestyrelser

Manglende muligheder for pasning af
småbørn.

Manglende byggegrunde.

Manglende erhvervsgrunde

Ikke helt sikker skolevej for alle skolens
elever

Manglende mødested for børn og unge,
der ikke deltager i spejdernes,
idrætsforeningens og Indre Missions
tilbud.
Muligheder Trusler
Byens beliggenhed tæt ved Vejles
forretnings- og kulturtilbud gør den til et
attraktivt bosted.

Center med detailhandel, kontorer og
liberale erhverv i bymidten.

Oprettelse af rekreative skovområder
tæt på byen.

Oprettelse af mødested for børn og unge
(10-18-årige) eksempelvis internetcafe´

Fastlæggelse af en nøje gennemtænkt
by udviklingsplan
Byens beliggenhed tæt ved Vejle kan
betyde manglende opbakning til lokale
arrangementer og handlende.
Lindved bliver en ”soveby”, hvor
beboerne ikke involverer sig i byens
foreningsliv.

Utilpassede unge uden værested

Lindved by er placeret oven på et
vandindvindingsområde, og det
begrænser mulighederne for byens
udvikling.

Sub-Menu:


... Lokalrådet for Sindbjerg Sogn er en paraplyorganisation for foreninger, institutioner/skole, erhverv m.v. i lokalområdet omkring Lindved ...

Back to content | Back to main menu